Finanskrisen har også ramt foreningslivet, og pengene fra både erhvervslivet og de private husholdninger bliver holdt tættere til kroppen.
Derfor skal der tages nye midler i brug for at fastholde og styrke foreningerne siger Preben Lykkegaard og Claus Westergaard fra Faaborg Golfklub og Arne Clausen fra Faaborg Håndboldklub. De 2 foreninger har derfor indgået et samarbejde efter, at der i positiv og konstruktiv ånd har været afholdt en del møder. Samarbejdet løber foreløbig indtil 1. juli 2012.
Samarbejdet giver Erhvervsklubben i Faaborg Håndboldklub muligheder for at afholde golfmatcher til glæde og gavn for medlemmerne og de ansatte i medlemmernes virksomheder. Der bliver både noget for golferne, og da golfklubben stiller medhjælpere til rådighed, vil ikke-golfere få mulighed for at stifte bekendtskab med det fascinerende spil. Aktiviteten vil indgå sammen med en lang række andre aktiviteter, der vil blive tilbudt Erhvervsklubbens medlemmer i den kommende sæson. Aftalen bliver understøttet af en aftale mellem Faaborg Håndboldklub og Café Dalkilden Aps, der har til huse i golfklubbens lokaler. Caféen stiller forplejning til rådighed under golfmatcherne.
Bestyrelsen for Faaborg Golfklub ser frem til at byde nye potentielle medlemmer af golfklubben velkommen på det dejlige anlæg.. Det er vores erfaring, at når man først får stiftet bekendtskab med sporten, så bliver mange hængene. Desuden har vi i bestyrelsen netop vedtaget forskellige former for medlemskab, som er mindre belastende for de private husholdningsøkonomier. Brian Westphall fra Café Dalkilden er også glad for aftalen med Håndboldklubben, da han forventer, at mange ad den vej bliver opmærksom på, at der findes et spisested i byen, som er attraktivt både til daglig og i forbindelse med afholdelse af fester.
Aftalerne betyder at Faaborg Golfklub og Café Dalkilden bliver VIP medlemmer i Håndboldklubben med adgang til VIP-arrangementerne i forbindelse med håndboldkampene, og samtidig indtræder de i Erhvervsklubben i Faaborg Håndboldklub, hvor der er mulighed for at deltage i de mange arrangementer, som Erhvervsklubben arrangerer. Der bliver herigennem også rig lejlighed til at promovere sig.
Samarbejdsaftalen indebærer også, at Golfklubben og Håndboldklubben kan se nærmere på eventuelle synergier mellem bestyrelserne, ligesom der kan være et potentiale ved samarbejde omkring de administrative opgaver i klubberne.
Preben Lykkegaard, Claus Westergaard og Arne Clausen er på klubbernes vegne glade for, at det utraditionelle samarbejde får en chance for at vise sin værdi. Vi vil i god tid inden aftalen udløber gøre regnebrættet op og vurdere, om samarbejdet skal gøres mere permanent.
Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til
Preben Lykkegaard, Faaborg Golfklub: Tlf. 62614343, Mobil: 33496095
Arne Clausen, Faaborg-Midtfyn Elité-Håndbold A/S: Tlf. 63610299, Mobil: 40721901
Brian Westphall, Café Dalkilden: Tlf. 62617743